Åbningsfest Odder Bibliotek

Om dette arrangement

Tid
14:00 - 17:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Odder Bibliotek
Mejerivej 14
8300 Odder
Arrangører
For voksne

Åbningsfest

31.03.19
Søndag d. 31. marts 2019 fejrer vi det åbne bibliotek i Odder med en fest kl. 14.00-17.00. Kom forbi biblioteket til en hyggelig eftermiddag med blandt andet troldejagt, pandekager over bål, litteraturbingo, fællessang og en virkelig lang, rød snor. Vær med til at åbne Odder Bibliotek!
Vi samles både ude og inde om et spændende program med aktiviteter for hele familien.

// PROGRAM // 

Lækkerier på plænen
Tid: Hele eftermiddagen
Vi stiller telt op på plænen ved biblioteket og serverer lækker kage fra Fru Møllers Mølleri, CleverCoffee svinger baristakaffe over disken fra deres SmartCar og der står dejlige æbler klar fra Karensminde Frugtplantage. 

Skattejagt: Kan bibliotekstrolden hjælpe os med at åbne biblioteket?
Tid: Hele eftermiddagen
Kender du broen over Odder Å ved biblioteket? Broen fortæller historien om de Tre Bukkebruse, der må over troldebroen for at nå frem til det lækre græs. Under vores bro boede der også engang en trold, og måske den kan hjælpe os med at åbne biblioteket? Vi skal larme, snuse og føle os frem både ude og inde. Til sidst finder vi en vigtig ting til åbningen! 

Pandekager over bål
Tid: Hele eftermiddagen
Slå jer ned om bålet og lad børnene lave deres egen pandekage. Vi har pandekagedej og pander klar. 

Dekorer din egen bogpose
Tid: Hele eftermiddagen

En låne-bogpose til at bære dine biblioteksbøger med hjem i - det er både smart og en stor plasticbesparelse! Hvordan skal sådan en se ud? Kom og tegn, skriv og farvelæg på bogposerne. Vi håber at se en masse gode idéer til en "Odder Bibliotek bogpose".

Guidet tur: Hvordan fungerer det åbne bibliotek?
Tid: Kl. 14.15 og 14.45
Vi tager på to korte guidede ture rundt i det nye biblioteksrum og fortæller om, hvordan du selv kan bruge det åbne bibliotek. Vi mødes ved hovedindgangen.

Litteraturbingo!
Tid: Kl. 14.30
Vi sætter gang i en omgang litteraturbingo. Spids ører og grav dine nørdede litteraturfacts frem fra baghovedet – den skarpeste og hurtigste vinder en spændende, litterær oplevelse for 2! Vi mødes i Avishjørnet.

Fællessang og taler
Tid: Kl. 15.30
Vi samles og synger foråret ind sammen med koret fra Musikskolen for Voksne. Herefter byder leder af Odder Bibliotek, Allan Malver, og Formand for Børne- Unge- og Kulturudvalget i Odder Kommune, Lone Jakobi, velkommen til det åbne bibliotek.
Findes der en rød snor, der er lang nok til at nå hele vejen rundt om biblioteket? Og har skattejægerne mon fundet det, der skal bruges? 

Vi tyvstarter på Åbent Bibliotek
Tid: Kl. 17.00-22.00
Kl. 17.00 siger personalet farvel og tak for en hyggelig eftermiddag. Herefter tyvstarter vi på Åbent Bibliotek og holder åbent med selvbetjening hele aftenen! Find et roligt sted med avisen eller lad børnene lege færdige mens i låner bøger med hjem. Biblioteket lukker ned og aflåser automatisk kl. 22.00.

På gensyn igen mandag d. 1. april kl. 05.00!