
Om dette arrangement
Tårernes Europa - Foredrag med Lykke Friis
Lykke Friis har altid haft det europæiske som omdrejningspunkt. I foredraget tager hun tilhørerne med på hendes personlige, europæiske opdagelsesrejse – fra Moskva og Rom til London og Kyiv, til det nye jerntæppe i Narva og det centrale Tyskland, hvor Putin boede i Dresden i slutfirserne, og hvor Angela Merkel på en række områder svigtede. Anekdoter og pointer illustreres med personligt fotomateriale.
Mødet med den polske frihedshelt Lech Walesa og Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev trækkes ind – alt sammen for at forklare, hvad der bragte os til dette vendepunkt i historien og for at give kvalificerede bud på, hvad der venter os. Trods titlen er én af hovedpointerne, at der fortsat er håb. Ligesom i 1989 afhænger det Europa, vi får, i høj grad af os selv. Og aldrig siden 1989 har der været en så bred erkendelse af, at demokrati og fred i Europa ikke må tages for givet.
Lykke Friis er direktør for Tænketanken Europa og tidligere Tysklandskorrespondent på Berlingske Tidende og prorektor ved Københavns Universitet, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab, og desuden er hun tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister.