Bøger

Forfatterne skriver om sig selv

08.05.19
Tendensen eller genren hedder autofiktion, som er et fint ord for, at forfatteren skriver om sig selv og sit eget liv - ikke som selvbiografi men i romanform.

I begyndelsen af april samlede vi fra bibliotekets side 400 mennesker ude på Gymnasiet til et foredrag. Det er der sådan set ikke noget nyt i – det har vi gjort før. Det nye var, at det var en romanforfatter, der kunne samle 400 mennesker. Dét har vi ikke set før.

Fra vred feminist til folkeeje
Forfatteren Leonora Christina Skov havde vi besøg af på biblioteket for 4 år siden. Der kom 35 :-) Nu, her 4 år efter, kom der så 400. Og hvorfor gjorde der det? Det gjorde der, fordi hun i mellemtiden har skrevet romanen ”Den, der lever stille”, der handler om hendes forhold til sin mor. Om en mor, der aldrig accepterer, at datteren Leonora springer ud som lesbisk. Om en datter, der higer efter, men aldrig får, sin mors kærlighed og anerkendelse. Det er en mega-god roman, som heldigvis har fået mange læsere, der kan identificere sig med Leonora Christina Skovs kvaler.

Del af en tendens
”Den, der lever stille” er en del af en tendens, vi ser indenfor litteraturen i de her år. Tendensen hedder autofiktion, som jo er et flot ord. Man kunne også kalde tendensen eller genren selvfiktion. Normalt har man talt om selvbiografi, men ikke om selvfiktion. Poul Behrendt, som forsker i emnet, siger, at før man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete ting være opfyldte fra forfatterens side: Der skal inde i bogen være navnelighed mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen stå betegnelsen roman. Så har vi det, vi kalder autofiktion. Altså forfatteren skriver om sig selv og sit eget liv, men i romanform.

Autofiktion
Jeg er vild med genren, tendensen, trenden eller hvad vi nu vælger at kalde den. Jeg synes den gør litteraturen særligt vedkommende. Jeg er hele tiden i tvivl om, hvad der er fiktion (opdigtet) og hvad der er virkelighed. I Norden var det norske Karl Ove Knausgård, der for alvor introducerede genren med sit mammutværk ”Min kamp 1-6”. Seks murstensromaner, der handler om … Karl Ove Knausgaard. Hvis du som mand (eller kvinde) ikke ved, hvad du skal læse i din sommerferie, så er der lidt at går i gang med her :-)

Der er kommet rigtig mange nye romaner inden for genren her på det seneste. Du får lige et par af mine kæpheste her:

”Hungerhjerte” af Karen Fastrup, hvor Karen får den psykiatriske lidelse borderline og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Dejlig roman.

Så er der ”Oplyst” af Tara Westover, som handler om en mormonfamilie langt ude på bøhlandet i Idaho. Faren tror ikke på hverken sundhedssystem eller skolesystem, så de syv børn kommer hverken i skole eller til læge. Den handler om religiøs fanatisme i yderste potens og den er helt langt ude. Den må du love mig at læse :-)

”Folkets skønhed” og ”Vi kunne alt” er Merete Pryds Helles beretninger om sin egen familie fra 30’ernes Langeland og frem. Det er grumme familiehistorier, hun her får fortalt. Jeg er helt vild med dem.

Og endelig er forfattere som Knud Romer, Erling Jepsen, Kim Leine, Jens Blendstrup, Kristian Ditlev Jensen, Morten Pape, Vigdis Hjorth og Mathilde Walter Clark gode bud på forfattere, hvor i hvert fald nogle af deres bøger bevæger sig indenfor selvfiktionen og handler om: DEM SELV !

Læs også Litteratursidens tema om autofiktion her.
 

Materialer