For Læsekredse

Her kan du finde tips og gode råd til at starte din egen læsekreds.

Det er meget populært at være med i en læsekreds, hvor man mødes og diskuterer forskellige bøger. På Odder Bibliotek starter vi med jævne mellemrum nye læsekredse op, men med meget begrænset antal deltagere. Information om nye læsekredse vil bliver annonceret gennem vores nyhedsbrev og på hjemmesiden.
Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev (åbner i nyt vindue)  

Har du lyst til at starte din egen læsekreds, kan du finde inspiration her:

Hvordan finder du sammen med andre, så I kan danne en læsekreds?

  • Spørg en læseglad ven/veninde, som måske har en anden læseglad ven/veninde... og pludselig er I alt for mange! 5-6 stykker er et fint antal.
  • Lav et opslag og hæng det op hos den lokale købmand eller lignende steder
  • Brug facebook eller andre sociale medier til at finde læseglade deltagere

Hvor kan I mødes?

  • I kan låne bibliotekets mødelokale i kælderen.
  • I kan mødes I private hjem og lade værts-rollen gå på skift
  • I kan måske låne lokaler i boligforeningen eller lignende steder

Hvor ofte skal I mødes? Og på hvilket tidspunkt? Og hvor længe?

  • Mange læsekredse mødes 1 gang om måneden fra september til maj 2-3 timer pr. gang.

Hvad vil I læse?

  • Odder Bibliotek har altid et udvalg af Læsetasker, der indeholder gode romaner, der alle egner sig godt til en diskussion i en læsekreds. I tasken er der 7 eksemplarer af bogen samt anmeldelser, som gør det nemt og lige til at gå til for læsekredse. Husk at mange bøger er indtalt som lydbog, så også blinde og læsesvage kan være med. Klik her og se alle bibliotekets Læsetasker (åbner i nyt vindue) 
  • Odder Bibliotek skaffer bøgerne til jer, så alle i læsekredsen får et eksemplar samtidigt.
  • Vær opmærksom på, at vi ikke kan skaffe de nyeste og mest efterspurgte bøger.

Hvor kan I hente idéer til læsning?

  • Få gode læsetips hos bibliotekaren! Vi er altid klar med forslag og ved også hvad andre læsekredse har læst, som måske kan være til inspiration.
  • På Litteratursiden.dk finder du mange anmeldelser af bøger. 
  • I læsekredsen kan I skiftes til at vælge en bog ud, så det bliver varieret læsning. Skift f.eks. mellem danske, skandinaviske og udenlandske romaner og prøv også at vælge faglitteratur, f.eks. erindringsbøger, en gang imellem. 
  • I kan vælge en genre eller f.eks. at læse klassikere
  • I kan vælge at læse et forfatterskab
  • I kan vælge filmatiserede bøger og efterfølgende se filmen sammen. 

Hvordan bestiller I bøger på biblioteket?

  • Læsekredsen skal vælge en kontaktperson.
  • Kontaktpersonen bestiller bøgerne ved bibliotekaren
  • Alle i læsekredsen skal være oprettede som lånere på Odder Bibliotek
  • Vælg om én person (kontaktpersonen) skal låne alle bøgerne samlet, og efterfølgende dele dem ud til læsekredsens øvrige medlemmer.
  • I kan også vælge, at hver enkelt medlem af læsekredsen selv henter og låner bogen på biblioteket.
  • Bestil i god tid: mindst 14 dage før I skal bruge bogen
  • Det er godt at have et alternativt ønske, hvis det primære ønske ikke kan opfyldes.
  • Aftal en dato med bibliotekaren, hvor bøgerne er klar til afhentning.
  • I kan låne bøgerne i 6 uger. Ved for sen aflevering betales gebyr som normalt.

Hvordan får I begyndt en god diskussion om bogen?

  • Husk, at alle er ansvarlige for, at diskussionen bliver god!
  • Respektér andres mening og synspunkter
  • Som forberedelse til diskussionen kan alle forberede 3 spørgsmål til bogen
  • Lad én deltager i læsekredsesn lave et stykke forberedende arbejde med f.eks. at læse anmeldelser af bogen. Spørg efter anmeldelser hos bibliotekaren
  • Læs analyser af bogen. Bibliotekaren kan bestille dem. 
  • Læs om forfatteren, anmeldelser og analyser på Litteratursiden.dk Klik her for at gå til Litteratursiden.dk (åbner i nyt vindue) 

Forslag til spørgsmål I kan diskutere

  • Begynd altid med en hurtig runde, hvor alle deltagere i læsekredsen bliver hørt. Lad alle komme med deres første umiddelbare oplevelse af bogen.
  • Et godt udgangspunkt for en diskussion kan være at gå i dybden de steder, hvor noget i romanen undrede dig som læser.
  • Brug evt. en analysemodel
  • Var det en god eller dårlig bog? Hvorfor?
  • Hvilken oplevelse gav bogen dig? Begejstring, glæde, irritation, vrede?
  • Snak om personerne i bogen. Er de troværdige? Hvilken udvikling gennemgår hovedpersonen?
  • Hvilke temaer og emner tager bogen op?
  • Ligner det andre bøger I har læst?
  • Hvem skriver også sådan?
  • Har I læst andre bøger af samme forfatter og hvordan placerer bogen sig så i forfatterskabet?
  • Hvad synes I om sproget? Er bogen godt skrevet? Og hvorfor/hvorfor ikke? Kom med eksempler.
  • Holder historien? ”Hænger bogen sammen”?
  • Hvad er forfatterens budskab? Konklusion på bogen 

​Husk, at det skal være sjovt at være med i en læsekreds! God fornøjelse.