SMASK højtlæsningskampagne for børn
Biblioteket og kommunens skoler sætter sammen fokus på højtlæsning og det at læse sammen i uge 44

Familier med børn på mellemtrinnet inviteres hvert år i uge 44 til at være med i højtlæsningskampagnen SMASK, med målet at give børnene mere appetit på læsning!
Med SMASK-læsekampagnen opfordres familier til at læse højt sammen ved spisebordet i forlængelse af aftensmaden, 10 minutter, hver aften i uge 44.
Gode grunde til at læse sammen ...
- At læse sammen styrker sammenhold og giver nærvær
- At få læst højt øger evnen til at fordybe og koncentrere sig
- Børn (og alle andre) bliver bedre til at lytte, når de jævnligt får læst højt eller selv læser for andre
- Lysten til at læse bliver større, når børn (og alle andre) forbinder læsning med en hyggestund
- Læsning derhjemme støtter barnets læsning og læring i skolen
Der følger en A3-dækkeserviet med til SMASK-kampagnen. Dækkeservietten udleveres til de tilmeldte elever på skolerne. Dækkeservietten lægger op til snak om læsningen med quiz-spørgsmål - og giver mulighed for at vinde en præmie til hele familien!
Vil I gerne være med i SMASK-kampagnen?
Spørg på skolen, om I er med. Der sendes informationer ud om kampagnen i ugerne op til uge 44.
I er også velkomne til at kontakte Tina Daugaard fra biblioteket, hvis I har generelle spørgsmål til kampagnen.