Karin Grand, projektleder på "Fortællekits"
Karin Grand, projektleder på "Fortællekits"

Fortællekits - nyt projekt mellem skolerne og biblioteket

18.04.23
Hvad er din yndlingsbog? Det spørgsmål har jeg stillet under skolebesøg til omkring 80 børn, siden jeg startede som projektleder på bibliotekets nye satsning: ”Fortællekits”.

”FORTÆLLEKITS” er et projekt, der er skudt i gang af Odder Kommune for at støtte og styrke læse- og fortællelysten hos børn i 4.-6. klasse. Indsatsen løber foreløbig frem til 1.1.2024 og sker i samarbejde mellem Odder Bibliotek og skolernes pædagogiske læringscentre.

I 5. klasse på Skovbakkeskolen modtog jeg 24 forskellige bogtitler fra 24 elever som svar på mit spørgsmål om yndlingsbogen. Imponerende! Men sådan er det ikke altid, og det kan være svært for nogle at blive fanget af en god bog, når de digitale medier frister med en mere flygtig tekst og billedoplevelse.

Forskningen viser, at det er gået tilbage med børnenes læselyst de seneste 10 år og Odder er én af de foregangskommuner, der proaktivt arbejder på at ændre på dette. Når børn udvikler lysten til at læse og fortælle, opøver de nemlig også evner som de får brug for på andre områder i livet. Som nærvær, koncentration, vedholdenhed, forestilling- og indlevelsesevne.

Med FORTÆLLEKITS vil vi først og fremmest inspirere eleverne til at opdage, hvor medrivende, øjenåbnende og sjovt det er at læse. Når man har fundet et emne, der fanger én. Der er fokus på at dele oplevelsen med sine kammerater for at skabe nye idéer og måder at være sammen på omkring læsningen.

Projektet sætter nemlig eleverne i centrum som formidlere og bidrager med kreative metoder til at ”komme ind i bogen”, som én af læsehestene fra 5. klasse på Saksild Skole udtrykker det.

Vi kommer til at arbejde tværfagligt med rollespil, højtlæsning, formgivning og litteratur på location. Danske forfattere og illustratorer vil løbende blive involveret i projektet, og der vil blive inddraget en masse nye titler fra den stærke tradition af børnelitteratur vi har i Danmark.

Skolerne der går forrest i projektet er Parkvejens Skole, Vestskolen og Saksild Skole. På mine besøg i klasserne har jeg oplevet gejsten og selvtilliden hos de børn, der har opdaget den indre verden af fantasi og glæde, der opstår gennem læseoplevelsen. Og der er åbenhed og nysgerrighed hos de børn, som endnu ikke helt har fundet vejen ind i bøgernes verden.

Vi glæder os også til at involvere interesserede forældre i projektet. Den gode og levende samtale om litteratur og fortællinger starter ofte i familien, så alle er velkomne til at engagere sig.

Jeg er selv opvokset i Saksild, hvor min kærlighed til bøger og fortællinger startede tidligt. Som voksen har mit liv kredset omkring det at fortælle historier: på film og gennem det skrevne ord. Efter 5 år i Italien som dokumentarinstruktør, er jeg vendt tilbage til rødderne og er fuld af begejstring over at kunne præsentere ”Fortællekits” sammen med mine nye kollegaer på Odder Bibliotek.

Kontakt: karin.grand@odder.dk