Niels Krause-Kjær og Theis Ørntoft er nomineret til DR Romanprisen 2026

"Ude for uden" og "Habitat" er begge nominerede

Af biblioteket

Niels Krause-Kjær og Theis Ørntoft og DR Romanpris logo
Niels Krause-Kjær (Fotograf: Thomas A, 2025) og Theis Ørntoft (Fotograf: Sara Galbiati, 2025)

Hvert år uddeler DR en romanpris og vi kan nu løfte sløret for to virkelighedsnære romaner, der begge er kandidater til DR Romanprisen. Prisen uddeles i foråret 2026.

Der var så dejligt ude på landet

Niels Krause-Kjær har skrevet en gribende slægtsroman om Danmarks overgang fra landbrugsnation til forbrugersamfund. Romanen er baseret på forfatterens fund af en vandredagbog, som Krauses far etablerede sammen med sine kammerater på Rødding Højskole. Juryen motiverer valget af bogen således:

Krause-Kjær skildrer landbrugsnationen Danmark og livet på landet før og nu med stor solidaritet, både når det gælder hjælpsomheden og nærværet i det lille samfund og den udskamning og ondskab, der rammer dem, der falder uden for normerne. Han sammenvæver samfundsskildringen med smertepunkter og hemmeligheder i familiehistorien og viser tavshedskulturens betydning for de personlige relationer.

Bemærk! 
Odder Bibliotek får i foråret 2026 besøg af Niels Krause-Kjær, som vil fortælle om tilblivelsen og tankerne bag romanen "Ude for uden". Hold øje med vores hjemmeside og nyhedsbrev, hvor vi vil annoncere, når billetsalget går i gang. 

Ind i mørkekammeret

Theis Ørntoft har skrevet en kompromisløs autofiktion om sammenbrud og om at finde kærlighed og håb på den anden side af undergangen. Juryen motiverer valget af bogen med følgende ord:

I "Habitat" tager Ørntoft os med helt ind i sit eget mørkekammer, hvor læseren følger hans kamp mod angst, selvhad, udbrændthed og pornoafhængighed. Det selvbiografiske ledsages af begavede overvejelser om kunst, politik og litteratur, som danner en interessant modvægt til det indadvendte og følelsesladede. På den måde forvandler forfatteren den personlige krise til stor litteratur, og  "Habitat" hæver sig langt over den gennemsnitlige selvbiografiske roman.