Forårsforelskelser

Gode bøger med forårsvibes og spirende kærlighed.

Af biblioteket

Nærbillede af en marguerit, hvor et kronblad trækkes af med fingrene.

Hvis du ikke allerede har fået forårsfornemmelser, kan du hjælpe dem godt på vej med disse fem feelgood-bøger, der har både haver og romantik som omdrejningspunkt.

Ud over smukke havebeskrivelser byder bøgerne på medrivende historier om spirende relationer og nye begyndelser.

 

Solskin og ærteblomster af Heidi Swain

Det vrimler med nysgerrige naboer i denne hyggelige historie om en gruppe landsbyboere, der vil omdanne bytorvets grønne plæne til en fælleshave, hvor alle kan dyrke grøntsager. Nytilflytteren Kate hvirvles hurtigt ind i projektet og skal forsøge at overbevise byrådet, da idyllen pludselig trues af en gruppe ejendomsudviklere, der vil rive et historisk palæ i byen ned.

Den hemmelige have af Rosanna Ley

En charmerende og overraskende familiehistorie om tre generationer af kvinder og deres liv i både Syditalien og England. Bedstemoren Lara vil forhindre sit forelskede barnebarn Bea i at begå de samme fejl som hende selv og beder hende rejse væk fra kæresten for at genskabe familiens gamle have i Dorset. Haven viser sig at være et fredfyldt tilflugtssted, men også centrum for familiens hemmeligheder.

Morgendagene af Mélissa Da Costa

"Morgendagene" er en rørende historie i roligt tempo, hvor vi kommer helt tæt på den unge Amande, der har mistet sin mand og ufødte datter. I en have og et bondehus finder hun et helende univers, da en tidligere ejers efterladte havedagbøger inspirerer hende til at bearbejde både den forsømte have og sin egen sorg.  

I hjertet af Ådala af Åsa Liabäck

Her er en sød fortælling fuld af svensk idyl. Romanen skildrer 35-årige Anna, der køber en kolonihave i foreningen Ådala. Her er der et stærkt fællesskab, men også interne intriger og forviklinger. Den første sommer i foreningen forandrer Annas liv og hun får både gode venner og grønne fingre – måske også en ny kærlighed.
Snyd ikke dig selv for bogens efterfølger "En ny sommer i Ådala", hvor Annas og kolonihaveforeningens historie fortsætter.  

Mens haven springer ud af Johanne Bille

I en tilgroet kolonihave finder Lise fodfæste, efter at hendes perfekte liv med karriere, kernefamilie og pragtvilla falder fra hinanden. Hendes mand har brugt alle deres penge, og hun må skabe en helt ny tilværelse. Det er en varm og medrivende historie om at genoverveje livet og samle sig selv igen mellem bregner og mælkebøtter.