Hygiejneugen 2025
I hele uge 38 vil Odder kommune gennemføre en række aktiviteter og initiativer, der skal styrke bevidstheden om, hvordan vi bedst passer på vores tænder og hænder, og hvorfor det er vigtigt for vores sundhed.
Af Amalie Fahnøe Worch

Hygiejneugen er en landsdækkende kampagne, initieret af Rådet for Bedre Hygiejne, som arbejder for at fremme hygiejne i alle aspekter af hverdagen. I år har Rådet valgt at fortsætte det vigtige fokus på mund- og håndhygiejne, da god praksis inden for disse områder er afgørende for at forebygge sygdomme og skabe bedre sundhed.
Ved at opretholde korrekt håndhygiejne kan vi mindske risikoen for at sprede bakterier og vira, mens god mundhygiejne er afgørende for at forebygge betændelse i tænder og mund. Dette kan have en positiv indvirkning på hele kroppen.
Hygiejneugen 2025 skal derfor inspirere både børn og voksne til at tage ansvar for deres egen sundhed ved at indarbejde gode hygiejnevaner i vores dagligdag.
På Odder bibliotek kan I hele ugen komme og tegne sjove dyr der børster tænder. Derudover kan I, så længe lager haves, få en gratis tandbørste til jer selv eller jeres børn, samt tandpasta og et lille timeglas som viser, hvor længe man skal børste sine tænder.
Så længe lager haves, begrænset antal.
Om Rådet for Bedre Hygiejne
Rådet for Bedre Hygiejne er en landsdækkende organisation, der arbejder for at forbedre hygiejnestandarden i Danmark. Gennem kampagner som Hygiejneugen og samarbejde med kommuner, skoler, sundhedsprofessionelle og andre aktører, søger Rådet at fremme bevidstheden om, hvordan god hygiejne kan forebygge sygdomme og forbedre livskvaliteten. Rådets indsats har betydet, at hygiejne nu er en fast del af både undervisning og sundhedskampagner på landsplan.