For alle

Forårets arrangementer 2026 på gaden nu!

Foråret byder på stærke fortællinger, kreative værksteder og aktuelle temaer – for både børn og voksne. Programmet spænder fra poetisk børneteater og kreative familieaktiviteter til foredrag om Sirius-patruljen, forfatterbesøg og litteratur, natur og bæredygtige livsvalg.

Af Gitte Buur Rasmussen

Teater og oplevelser for de mindste
Forårets børneprogram åbner med forestillingen Kærlighed fra Randers Teater – en varm og genkendelig fortælling for de mindste baseret på Max Velthuijs’ billedbøger. Senere følger Flaskepost fra havet, en poetisk og musikalsk forestilling, hvor havets mysterier og fantasien får frit spil. 

Med "Arternes Verden – Kryb & Kravl Show" får børn og familier mulighed for at komme helt tæt på krybdyr og smådyr og blive klogere på naturens mangfoldighed.

Dertil kommer vinterferieaktiviteter med fastelavnsmasker, ansigtsmaling ved Glimmer-Marie og muligheden for at lave Valentins-kort til Valentinesdag. Senere på foråret kan børnene muntre sig med at lave drømmefangere og tryllestave i vores kreative værksteder.

Klima i børne- og voksenhøjde
Klima og bæredygtighed er et gennemgående tema i forårets program. På Klimahandledagen den 23. april kan børnene møde de populære "Små Klimamonstre", der med humor og leg sætter fokus på madspild og grønne valg. Samme dag kan de voksne få repareret deres tøj eller små husholdningsmaskiner i vores Pop-up-Repair-café i samarbejde med RenoSyd. Herudover kan du i workshoppen "Sashiko mending" lære at reparere og forlænge dit tøjs levetid med japansk broderiteknik, og i foredraget "Genopdag din garderobe" viser garderobeekspert Laura Lava, hvordan du kan gøre en forskel for klimaet ved at bruge det tøj, du allerede har i klædeskabet.

Eventyr, natur og fortællinger for voksne
Eventyret rykker helt tæt på, når journalist og tidligere Sirius-mand, Simon Flening, fortæller om livet ved Slædepatruljen Sirius i Nordøstgrønland. Senere gæster Jørgen Skouboe Møller Odder med fortællinger fra det populære TV-program Nak & Æd – om jagt, natur, røverhistorier og mad i det fri. Og netop mad i det fri er også temaet, når kogebogsforfatter Jesper Rais gæster biblioteket med sit stormkøkken, uddeler smagsprøver og plæderer for at lave og spise mad i naturen. Sidst men ikke mindst er litteraturen i centrum, når forfatter Niels Krause-Kjær fortæller om sin efterspurgte roman Ude for uden og de kulturelle brydninger mellem land og by.

Ord, poesi og læselyst
Foråret rundes af med litterære oplevelser, når Verdens Poesidag markeres med udstilling og oplæsninger på biblioteket, og bibliotekarerne inviterer til Rosé og romaner – en inspirationsaften med bøger til sommerferien og tid til fordybelse.