For børn

Mumbo Jumbo og Sallys far stiller op: Nu starter Børnevalget 2026

Det er ikke kun voksne, der skal stemme til valg. Fra tirsdag den 10. marts får børn mulighed for at sætte kryds i en stemmeboks, når Børnevalget 2026 begynder.

Af Amalie Fahnøe Worch

Den 10. marts får børn over hele landet mulighed for at sætte kryds i en stemmeboks, når Børnevalget 2026 begynder på landets Børnebiblioteker. Det er et stjernespækket felt af kandidater, der denne gang kæmper om de små vælgeres gunst i Børnevalget, hvor børn kan opleve demokrati på en sjov og meningsfuld måde. For til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger.

Blandt dem finder man Sally og hendes pinlige far, kendt fra Thomas Brunstrøms og Thorbjørn Christoffersens populære billedbøger. Derudover får den biografaktuelle flodhest Mumbo Jumbo selskab på stemmesedlen af Børste fra DR’s Minisjang og
teenagepigen Mira, skabt af den danske børnebogsforfatter Sabine Lemire, og mange, mange flere.

Børnevalget giver børn en sjov og meningsfuld oplevelse af demokrati og valg – og fungerer samtidig som et skridt på vejen mod børns demokratiske dannelse. 

Frem til den 24. marts kan børn stemme på deres yndlingskandidat og udforske bøger om demokrati og folketinget på Odder Bibliotek. 

Demokrati på børnenes præmisser

Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. 

Børnevalget er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Mens de voksne stemmer til folketingsvalget, kan børn i alderen 4-12 år vælge deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Idéen til Børnevalget opstod på Ballerup Bibliotek, hvor det første valg blev afholdt i 2015. Siden har konceptet spredt sig til biblioteker over hele landet, og ved sidste valg deltog over 23.000 børn – her vandt kandidaten Møgmis med sloganet: ”Ja til retfærdighed.”